Jeg er ked af det.
Min sorg kommer i bølger. Måske din ville være konstant. Vi er alle forskellige, og for mig kan det være kærlighed det ene øjeblik og vrede det næste. Savn, lettelse, længsel, spørgsmål og minder kan eksistere side om side. Sameksistens er en underlig størrelse.
Jeg skulle fejre mine sønners første skoledag, hvor de havde ønsket lagkage og saftevand, mens jeg få timer forinden havde været på kirkegården for at finde et passende gravsted til min mor. Jeg var underligt mat og træt om aftenen. Og det skal man også give sig selv lov til at være.
Min mor er en del af mine rødder. Hun er en del af det sted, jeg kommer fra, af det, jeg har fået med mig, og af det, jeg er blevet til. Det er jeg taknemlig for.
Med hendes død er hun ikke længere en, jeg kan række ud efter. Men hun er blevet en årring i mit træ. Et år, hvor noget forandrede sig.
Jeg har ikke mistet historien om min mor. Hun er stadig en del af mit livstræ. Det, der er forandret, er hendes plads i mit liv.
Derfor passer jeg på historierne. Og derfor har jeg lavet Livspor: et portræt for livet, for altid. For vi lever historierne, og historierne lever videre i os.
Derfor Livspor
Jeg kendte min mor.
Og alligevel fandt jeg ud af efter hendes død, at jeg ikke havde fået hele historien.
Der er ting, jeg ikke ved. Ting, jeg aldrig fik spurgt om. Opskrifter, der ikke blev delt. Billeder, vi aldrig fik skrevet en historie på.
Når et menneske er væk, forsvinder livshistorien med det, hvis ingen har skrevet den ned. Drømmene. Oplevelserne. Det, der var deres livsessens.
Derfor bygger jeg Livspor.
Så andre kan nå at bevare deres kæres historie, mens der er tid. Ikke bare som et almindeligt livsportræt, men et, der er bygget op om Livstræet.