Jeg drømmer om, at Livstræet bliver mere end en metode, en bog eller et produkt.
Jeg drømmer om, at det bliver et sprog.
Et sprog for alt det, vi mennesker går igennem.
For det smukke.
For det svære.
For det, vi mister.
For det, vi håber på.
For det, der vokser.
Og for det, der pludselig forandrer hele vores træ.
Derfor skal Livstræet kunne bruges af alle.
Af børn og voksne.
Af kvinder og mænd.
Af dem, der står midt i livet, og dem, der ser tilbage på et langt liv.
For livet har ikke én alder, ét køn eller én fortælling.
Vi har alle et træ.
Nogle gange står det i fuldt flor.
Nogle gange vokser der nye skud frem, som vi endnu ikke ved, hvad skal blive til.
Og nogle gange knækker en gren.
Min store drøm er, at Livstræet en dag bliver så naturligt et sprog, at vi bruger det uden at tænke over det.
At jeg en dag kan gå forbi et menneske på gaden, og høre:
Eller møde en højgravid mor, der siger:
Eller møde et menneske midt i en svær tid, der siger:
Eller en, der er på vej tilbage:
Eller en, der har mistet noget, de havde bygget op:
Eller en, der har levet længe, og som siger:
Jeg drømmer om, at vi kan tale sådan med hinanden.
At vi får ord for de ting, som ellers kan være svære at forklare.
At et barn kan fortælle, at en gren føles tung.
At en teenager kan opdage, at noget nyt er begyndt at vokse.
At en voksen kan forstå, hvorfor en gammel årring stadig gør ondt.
At et menneske, der har mistet nogen, kan sige:
Og at vi samtidig husker, at et træ aldrig kun fortæller om det, der er sket.
Det fortæller også om det, der kan komme.
Nye grene.
Nye skud.
Nye blomster.
Nye frø.
Jeg drømmer om at skabe bøger og produkter, der hjælper mennesker med at finde deres egne ord.
Ikke fordi jeg har svarene på livet.
Men fordi jeg tror på, at det bliver lettere at bære, forstå og dele det, vi oplever, når vi har et sprog for det.
Jeg er ikke psykolog, og jeg er ikke terapeut.
Jeg har en filosofi og et menneskesyn, og det er det, jeg deler.
Jeg manglede selv et sprog. Et, der var naturligt og roligt og til at tage og føle på. Noget, der kunne gøre mine egne traumer og erfaringer enklere at forstå, og som kunne give mig ord for, hvordan jeg havde det indeni.
Det sprog fandtes ikke, så jeg lavede det selv. Det blev til Livstræet.
Og jo længere jeg er kommet med det, jo tydeligere er det blevet, at vi ligner et træ. Ikke kun udenpå, men også indeni. Nervecellerne i hjernen forgrener sig som grene. Lungerne er et omvendt træ. Blodårerne breder sig som rødder gennem hele kroppen. Og moderkagen, det allerførste sted vi har været, ligner et træ med rødder, der nærer.
Vi ligner et træ indvendigt som udvendigt.
For vi er et produkt af livet.
Men livet bliver også et produkt af os.
Det, vi oplever, former os.
Det, vi vælger, former vores træ.
Og det, vi giver videre, kan få lov til at vokse videre i andre.
Det er min drøm for Livstræet.