Et sted for det, der er værd at bevare.

EchobelleGarden er et univers om liv, erindring og fortælling. Det er også hjemmet for Livstræet, EchobelleBooks og Livspor.

Skaberen

Michelle K.S. Bruun

Forfatter og skaber af EchobelleGarden og Livstræet

Michelle er forfatter og har skabt både EchobelleGarden og Livstræet. Hendes første bog, Stop Burning Out, udkom som Sister Book No. 1 fra forlaget EchobelleBooks.

Navnet

Echo: det, der giver genlyd
Belle: det smukke, og mit eget navn
Garden: stedet, hvor det hele får lov at vokse

Læs min historie

En pensel maler en kamilleblomst i akvarel

Idéen

Ikke kun et brand. Et sted.

EchobelleGarden er stedet, hvor man finder ro, livsessens og plads til at blomstre.

Universet samler tre ting: Livstræet, som er den filosofiske og visuelle kerne. Bøgerne, som er indgange til universet. Og Livspor, som bliver den konkrete måde at bevare et menneskes historie på.

Hvorfor EchobelleGarden?

Fordi jeg ser mine bøger, tanker og fantasier som en have fuld af forståelse, mening og betydning.

EchobelleGarden er min have.

Navnet rummer flere ting, som betyder noget for mig.

Echo er ekkoet: det, der bliver ved med at give genlyd. Tanker, historier, mennesker, minder, drømme og følelser, som bliver ved med at vende tilbage, fordi de betyder noget.

Belle betyder smuk. Men Belle er også en del af mit eget navn. Derfor er navnet både noget poetisk og noget meget personligt.

Og så er der Garden.

Haven.

Det sted, hvor alt det, jeg skaber, får lov til at vokse.

EchobelleGarden er for mig stedet, hvor det smukke får lov til at give genlyd.

Hvor historier kan spire.
Hvor idéer kan slå rødder.
Hvor noget kan visne uden at være slut.
Og hvor nye skud altid kan komme.

Måske er det også sådan, jeg ser på livet.

Vi er ikke færdige, bare fordi noget visner.

Vi er ikke ødelagte, fordi en gren knækker.

Vi bærer vores år i os. Vores spor. Vores tab. Vores glæder. Vores begyndelser.

Og nogle gange vokser vi i en helt anden retning, end vi havde forestillet os.

Det er EchobelleGarden.

Derfor skriver jeg

Jeg skriver om det, der gør os menneskelige.

Historier på tværs af genrer født af den samme nysgerrighed på mennesker, følelser og de mønstre, der former os.

Jeg har skrevet mange bøger, som jeg aldrig har udgivet. Det har jeg besluttet skal være slut nu.

Jeg er klar til at dele min viden og mine erfaringer og alt det, jeg drømmer om. Og jeg er sikker på, at folk vil lytte. At tiden er inde til at bruge naturen som en del af vores autentiske sprog og til at finde ro i hverdagen, men også til at blive klogere på os selv og vores behov, grænser og drømme.

Jeg ser verden og mennesket ud fra en mere filosofisk betragtning. Efter snart 25 år med at arbejde med mig selv og mit eget sind har jeg lært en ting eller to om at leve et liv med op- og nedture. Om at blive ved med at rejse sig. Og om at blive ved med at holde ud, selvom det føles for svært og alt for umuligt.

Jeg er ikke psykolog eller terapeut, men jeg er et menneske med en kæmpemæssig erfaring i det levede liv.

Jeg bruger Livstræet som et billede på, hvad det vil sige at være menneske. Rødder, grene og vækstpunkter, der hele tiden folder sig ud.

Mange af mine historier starter med et spørgsmål som dette:

Hvad nu hvis der ikke er noget galt med dig?

Måske mangler du ikke flere råd. Måske mangler du et sted at stoppe op.

Et sted, hvor du kan forstå, hvorfor du reagerer, som du gør.
Hvad der dræner dig.
Hvad der giver dig energi.
Hvilken retning der føles rigtig.

Når jeg ikke skriver, finder jeg min ro i haven eller i den vilde natur. I skoven. Og den ro sniger sig ofte ind mellem linjerne.

Jeg tror på, at vi kan miste retningen, miste os selv, miste mennesker vi elsker og alligevel finde en vej tilbage til livet. Ikke tilbage til den, vi var før, men videre til den, vi er blevet.

Det er måske det, jeg har brugt størstedelen af mit liv på at lære.
Jeg hedder Michelle, og jeg står bag EchobelleGarden.

Mit liv er ikke en lige linje

Når jeg tænker på mit liv, tænker jeg ikke på en vej.

Jeg tænker på et træ.

Et træ, der har stået igennem storme.

Mit træ har mange årringe.
Det har mærker efter hug.
Grene, der er knækket.
Steder, hvor noget måtte dø, før noget nyt kunne vokse.

Livet kom med fuld kraft

Det har ikke altid været nemt at gå i skole. Jeg dagdrømte. Jeg ville hellere skrive end lære fysik. Og jeg følte, at hele verden afhang af mig. Det er en tung byrde på et barns skuldre.

Senere kom en svær ungdom med mange bekymringer.

Og da jeg blev mor, startede mit morliv med:

Et barn med kolik.
Et forstuvet haleben efter en fødsel.
Et barn med RS-virus i uge fem, hvor vi ikke anede, hvad der ville ske med vores søn.
Og senere et barn, der blev alvorligt sygt.

Mit nervesystem har levet i konstant alarm. Det har føltes, som om sabeltigeren åndede mig i nakken, bare et barn græd, eller nogen råbte lidt for højt.

Jeg har tre drenge, som elsker at bryde grænser, og som tror, at de er uovervindelige og ikke kan gå i stykker. Så vi har haft vores uheld undervejs: flækkede øjenbryn og ører, huller i hovederne, tænder, der blev slået løse, og et brækket ben. Det er jo bare det bedste i verden at bryde tyngdekraften og se, om man kan flyve på daglig basis.

Jeg elsker at være mor. Mine sønner er det bedste, jeg ved. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det også er hårdt. Det er en livsopgave på første række: selv at lære at bevare roen og troen på, at det nok skal gå. At oplevelser bliver til erfaringer, som sætter deres spor i ens eget livstræ. Og at lære mine børn det samme. Det er min fornemmeste opgave.

Jeg har selv været visnet.

Mere end én gang.

Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke har kunnet se, hvordan jeg skulle finde tilbage til mig selv. Hvor jeg har følt mig træt, fastlåst eller langt væk fra den kvinde, jeg egentlig gerne ville være.

Men hver gang har der været en lille grøn spire et sted.

Og langsomt er der kommet liv igen.

Jeg rejser mig ikke, fordi mit liv aldrig har slået revner.

Jeg rejser mig, fordi min stamme er blevet stærkere.

Måske står jeg lidt skævt. Men det gør mig ikke mere skrøbelig.

Skoven

Jeg har altid haft en særlig forbindelse til naturen.

Der er noget ved skoven, der får mig til at trække vejret anderledes.

I skoven behøver jeg ikke præstere.

Træerne spørger ikke, om jeg er kommet langt nok. De sammenligner ikke deres grene. De har ikke travlt med at blive færdige.

De står bare.

De vokser.

De mister bladene.

De står gennem vinteren.

Og så kommer foråret.

Igen.

Og igen.

Det minder mig om noget, jeg selv glemmer:

At vækst ikke altid ser ud som vækst.

Nogle gange er det at stå stille.

Nogle gange er det at overleve vinteren.

Nogle gange er det at lade en gammel gren falde.

Og nogle gange er det pludselig at opdage, at der sidder en lille ny knop på noget, man troede var dødt.

EchobelleGarden

EchobelleGarden er mit haveunivers.

Men det er også et billede på mit liv.

En have er ikke perfekt. Den er levende.

Noget blomstrer. Noget visner. Noget spirer. Noget skal beskæres. Noget vokser vildt, mens andet har brug for tid.

Og måske er det netop sådan, jeg ønsker at leve.

Ikke som et færdigt menneske.

Men som et menneske i stadig bevægelse.

EchobelleGarden er stedet, hvor mine idéer, historier, bøger, tanker og drømme får lov til at vokse.

Det er her, jeg skriver.

Det er her, jeg undersøger, hvad det vil sige at være menneske.

Det er her, jeg leger med historier og verdener.

Det er her, jeg forsøger at forstå mønstre, relationer, drømme, sorg, kreativitet, natur og den mærkelige, vidunderlige opgave det er at være et menneske med et helt liv indeni sig.

Og det er her, Livstræet er vokset frem.

For jeg tror på, at vi alle har et træ.

Vi har rødder.

En stamme.

Grene.

Årringe.

Knækkede steder.

Nye skud.

Og en krone, der stadig kan blomstre.

Jeg tror på oprejsning

Ikke den perfekte slags.

Ikke “alt sker af en grund”.

Ikke “tænk positivt, så bliver alting godt.”

Jeg tror på noget mere jordnært.

Jeg tror på, at vi kan begynde igen.

At vi kan ændre retning.

At vi kan skabe noget, selv når vi ikke føler os klar.

At vi kan finde glæde midt i sorgen.

At vi kan være både stærke og trætte.

At vi kan være ødelagte nogle steder og stadig hele andre steder.

Og jeg tror på, at et menneske ikke bliver mindre værd af at have haft det svært.

Tværtimod tror jeg, at der kan vokse en særlig form for dybde frem dér, hvor livet har sat sine spor.

Min krone blomstrer stadig

Mit træ har været udsat for meget.

Men det står.

Ikke fordi det aldrig har været tæt på at vælte.

Men fordi rødderne har holdt fast.

Stammen er blevet stærkere nogle steder og mærket andre steder.

Årringene fortæller historien.

De knækkede grene fortæller også historien.

Men de fortæller ikke hele historien.

For der kommer nye grene.

Nye blade.

Nye blomster.

Nye historier.

Og det er måske det, jeg tror allermest på:

At selvom vi har været visne, kan vi vokse igen.

Ikke tilbage til det, vi var.

Men videre.

Med vores rødder.

Med vores ar.

Med vores årringe.

Med alt det, vi har mistet.

Med alt det, vi stadig drømmer om.

Og måske en dag opdager vi, at vores krone blomstrer på en måde, vi aldrig kunne have forestillet os, da vi stod midt i vinteren.

Det er det, EchobelleGarden er for mig.

Et sted at vokse.

Et sted at skabe.

Et sted at fortælle.

Et sted at huske.

Et sted at begynde igen.

Og måske er det også det, jeg håber, du finder her.

Et lille sted, hvor du kan trække vejret.

Måske finde en tanke, en historie eller en idé, du kan tage med dig.

Og måske huske, at dit eget træ, uanset hvor mange storme det har stået igennem,

stadig kan blomstre. 🌿

Sætningen

Jeg er, og det er godt nok.

Det er en af de sætninger, jeg siger oftest. Til mig selv, og til mine drenge.

Den betyder ikke, at alt er godt. Den betyder, at jeg er her, og at det er nok til at begynde med.

Jeg er ikke nok, fordi jeg når noget. Jeg bliver ikke nok den dag, jeg har ryddet op i mig selv. Jeg er, og det er godt nok.

Det, jeg kan, og det, jeg gør, lægger sig oven på. Men det begynder ikke der.

Sådan prøver jeg også at opdrage mine drenge. At de er nok, før de har gjort noget som helst. At de må fejle, uden at det ændrer, hvem de er. At de ikke skal gøre sig fortjent til at være her.

I Livstræet hører sætningen til inderst inde, i kernen. Det er det, der bliver tilbage, når alt det, man kan og gør, bliver taget af.

Og når jeg siger den til dig, lyder den sådan her: Du er, og det er godt nok.

Det oprindelige EchobelleGarden Livstræ i akvarel

Hvorfor Livstræet findes

Fordi et menneskeliv er mere end en tidslinje.

Livstræet giver os et sprog for dét der hænger sammen: dét, man kom fra, dét der satte sig som retningerne livet tog og dét man ønsker at give videre.

Det er ikke et system, man skal blive færdig med. Det er en måde at se et liv på, en livsanskuelse om man vil, med værdighed, nysgerrighed og respekt.

Udforsk Livstræet

Ophav

Livstræet er tænkt frem og skabt af Michelle K.S. Bruun.

Filosofien, de ni dele og det sprog, der hører til dem, er mit eget originale arbejde. Det er ikke en bearbejdning af en andens model, og det er blevet til over mange år.

Hvorfor historier er værd at bevare

Det, vi bevarer, er vores erindringhistorielivarvkærlighed.

Historier bærer mere end fakta. De bærer stemmen, værdierne og det, der gjorde et liv til netop dét liv.

Læs fortællingerne Se bøgerne